En af årets mange mærkedage hedder “Single Tasking Day”.

Og ja, jeg ved det godt. Der findes en dag for alt muligt fjollet, men lige præcist det her emne, synes jeg faktisk har sin ret til at få en dag opkaldt efter sig.

Altså lige bortset fra at det ikke kun burde være én dag om året, vi fokuserede på single tasking (at arbejde med én ting ad gangen) – men alle dage om året.

Så uanset om du læser det på selve dagen eller et hvilket som helst andet tidspunkt på året, så lover jeg dig, at det er relevant at læse med.

Lad os starte med at tage fat i myten det modsatte: multitasking. 

 

MYTE #1: Vi kan multitaske 

“Du kan bare ikke multitaske” er en sætning, som mange mænd har hørt fra deres bedre halvdele. 

Og jeg får det også jævnligt at vide af min søde kæreste. Det er ikke ondt ment, når han siger det.

Og det er heller ikke fordi, jeg som sådan ikke kan.

For mange år siden besluttede jeg mig for, at jeg ikke gider ligge under for myten om, at mennesket (og især kvinder) kan multitaske.

Det betyder som sagt ikke, at jeg ikke kan samtale med min kæreste, mens jeg skriver en sms. Jeg gider bare ikke flakke frem og tilbage mellem opgaver for at tilfredsstille andres impulsive behov for at få svar på noget eller fortælle noget, mens jeg er igang med noget andet.

 

Mange tror, at multitasking betyder noget andet, end det gør

I begrebet multitasking ligger nemlig en skjult antagelse om, at vi gør tingene lige godt, selvom vi laver flere ting på samme tid. Altså at vi godt kan både svare på mails og føre en samtale med kollegaen om en opgave, eller både tjekke sms’er på telefon, mens vi taler med kæresten om en eller anden aftale.

Men det gør vi ikke.

Når mennesker tror, de multitaske, skifter de egentlig bare hurtigt mellem flere opgaver.

Disse skift kan ske mentalt i meget højt tempo. Det vil sige, vi deler vores opmærksomhed mellem opgaverne. Så hvis du laver 3-4 ting på samme tid, giver du hver opgave ca 25-30% opmærksomhed – istedet for 100%.

Det giver større risiko for fejl og dårlige beslutninger.

 

Kan man multitaske – eller ej? Det er både et ja og et nej.

En undersøgelse fra Utah University og Standford University viser nemlig, at kun 2 % af vi mennesker kan multitaske, uden at det påvirker vores effektivitet, fokus, tidsforbrug på opgaverne eller resultatet af vores arbejde.

Så når de fleste tror, de multitasker (og dermed, at de leverer en kvalitet svarende til 100% fokus på hver og en opgave), så vil langt de fleste bare skifte hurtigt mellem opgaver.

Frem og tilbage

Og hver gang er der en kognitiv omkostning ved at gøre det. Det kommer jeg ind på om lidt.

Så svaret på myte #1 er at kun ca 2 % af verdens befolkning faktisk kan multitaske uden at det påvirker resultatet. 

Og jeg er helt sikkert ikke blandt de 2 %.

Er du?

 

Myte #2: Multitasking er effektivt

Kender du også til, at det kan være svært at holde fokus på en arbejdsopgave, og at du let bliver distraheret af noget andet?

Det fænomen hænger sammen med at menneskets præfrontale cortex (den forreste del af hjernen også kaldet pandelappen) bliver tiltrukket af alt det, der er nyt og spændende.

Så opmærksomheden fra den del af hjernen bliver let forstyrret.

Og det er ikke mærkeligt at vi bliver forstyrret og flytter vores fokus fra en opgave til en anden eller fra arbejdet til facebook-appen og til mailen, for vi får også et belønningshormon ud af det.

Det er som om hjernen tolker det, at du har klikket på en mail eller en app, der sagde “bling”, som en fuldført opgave. Du har kunne sætte flueben ved noget. Det får ofte hjernen til at udløse et lille stykke kaloriefrit slik til følelsessystemet, som du bliver lidt høj af. 

Pandelappen er også den del af hjernen, hvor vi planlægger handlinger, udøver social selvkontrol og udsætter egne behov og finder frem til konsekvenser af vores handlinger. Og det er den del af hjernen, som vi har brug for til at holde fokus på en given arbejdsopgave, som let bliver forstyrret af eksempelvis et “bling” fra mailen eller telefonen. 

Er multitasking værre for hukommelsen end at ryge hash?

Glenn Wilson (professor i psykologi ved Gresham College i London) beviste, at det kognitive tab (bl.a. hukommelsesbesvær), der kommer af at multitaske, er endnu større end de kognitive tab ved at ryge hash. 

Samtidigt øger multitasking produktionen af stress-hormonet kortisol og hormonet adrenalin, som kan overstimulere hjernen og skabe uklarhed og usammenhængende tanker.

Det er ikke ligefrem noget, vi har brug for, når vi har travlt på arbejde, vel?

Så selvom mange tror, de får lavet en masse ved at multitaske, gør multitasking os ironisk nok bare mindre dygtige til at løse opgaverne og mindre produktive og effektive.

Medmindre du er blandt de 2%, selvfølgelig.

Det var aflivning af myte #2.

* * * * * 

For mig at se, er det argumenter nok for at træne sig selv i at singletaske eller monotaske – altså fokusere i længere tid på én opgave ad gangen. Og helst til opgaven er færdig, så du ikke skal vende tilbage til den.

Jeg ved godt, det ikke altid er muligt. Det er det heller ikke for mig.

Men det hjælper at beslutte sig for, hvad du vil lave den næste time eller hele formiddagen og så fokusere på det. Byg din arbejdsdag op i bidder, så du ved, hvad du fokuserer på hvornår.

Og sæt tid af til at tjekke sociale medier, mailen eller at tage en kop kaffe, men vælg at styre din dag – i stedet for at lade den styre dig. 

Singletasking: hvordan gør man?

Singletasking betyder ikke, at du kun skal lave en ting, og så holde fri resten af dagen, når det er gjort.

Singletasking (eller monotasking) går i sin enkelthed ud på at bryde opgaver ned i delopgaver, og holde fokus på én delopgave ad gangen til den er færdig, så du har overskud til at gå i detaljen med den. Du slipper for at blive uklar i hovedet og ikke at blive færdig med det, du går igang med. 

Og husk, at presset på dig i forhold til at kunne multitaske også hænger sammen med, om du selv tillader det.

Det kræver mod at sætte grænser og bede en kollega vente, når han begynder at tale til dig, mens du er i gang med at skrive en mail, artikel eller analysere data.

Men det vil for langt de fleste af os være en bedre adfærd, fordi vi vil komme til at levere et bedre stykke arbejde, når vi ikke prøver at gøre alt på samme tid. Jeg tænker, om der måske også ligger en kilde til stress heri i nutidens arbejdskultur?

Jeg vil elske at høre, hvor du er og om konceptet singletasking inspirerer dig til en anden adfærd i dit arbejdsliv? Eller bruger du det allerede – og i så fald, hvordan virker det for dig? 

Kærlig hilsen
Anne Pernille