#6⼁Procrastination og de 3 (overraskende) grunde til, at selvstændige udskyder deres planer og opgaver

med Anne Pernille Fischer | Podcasten: Det gode liv som selvstændig

Procrastination: hvad er den egentlige grund til, at vi ikke gør det, vi har sat os for at gøre?

Hvor mange uger eller måneder har man ikke spildt på at tænke på en opgave og så udskyde den – i stedet for bare at få det gjort? Og i bedste overspringshandlings-stil kastet sig over noget andet på to do-listen eller fundet på noget andet, man også lige kunne gøre.

Jeg kunne nok have vundet en guldmedalje i at udskyde eller udsætte ting (også kendt som ‘procrastination’) og lavet alle mulige andre overspringshandlinger i stedet. Det er både irriterende og frustrerende. Hvis du kender til det, så er vi nok rørende enige om netop det.

For det er trættende at skulle beskæftige sig med en opgave mentalt ved at blive ved med at tænke på den igen og igen – uden at få den krydset af listen og ført ud i livet.

Procrastination kan handle om alt fra at udskyde at sende fakturaer, udvikle et nyt produkt eller at ændre på din arbejdsrutine, så du arbejder mindre og nyder livet mere. Og det kan være alt fra de helt små opgaver, som at svare på en mail, til de store tidskrævende opgaver som at optimere og redigere din hjemmeside.

 

Jeg blev træt af min udsætteradfærd i mine første år som selvstændig og gik på nysgerrig jagt efter at forstå, hvorfor vi udskyder noget, der er vigtigt for os, eller som vi har planlagt.

 

Og jeg har mødt problematikken igen og igen hos mange af de selvstændige, der har været i forløb hos mig siden 2013. 

Det er blevet til denne podcast-episode om min erfaring med, hvad der ligger til grund for procrastination og overspringshandlinger. (Og nej, det er nok ikke det, du tror, det er).

Men lad mig samtidigt også understrege, at det er normalt at udskyde noget.

Spørgsmålet er bare hvilken effekt det har på dig, på din virksomhed, dine drømme og mål, at du udskyder? Når det går ud over din livsbalance, økonomi eller dine drømme, så mener jeg, det er essentielt at finde ud af, hvad der egentlig ligger under den udsætteradfærd – og hvordan du undgår, at den spænder ben for dig og din virksomhed.

Jeg har fundet ud af, at der (især) er 3 elementer, som ligger til grund for, at selvstændige udskyder planerne og opgaverne.

Dem kan du høre om i podcasten her:

Rigtig god lyttelyst.

Kærlig hilsen

Anne Pernille

Anmeldelser og stjerner ★★★★★

Er du glad for podcasten? Så vil jeg blive så glad for, hvis du vil skrive en anmeldelse og kaste en håndfuld stjerner efter episoden inde i din podcast-app. Det hjælper mig med at skabe en endnu bedre podcast. Og det betyder, at jeg kan hjælpe og inspirere flere ligesom dig med at komme tættere på den virksomhedsdrøm og det arbejdsliv, de er på vej mod. Hvis du skriver en anmeldelse, kan du eksempelvis dele, hvad du bedst kunne lide fra episoden.

Og husk endelig også at klikke på FØLG på podcasten i din app. På den måde undgår du at gå glip af de nye episoder, jeg har på vej til dig! Klik på FØLG (eller follow) med det samme i eksempelvis Spotify eller Apple Podcast.