Overspringshandlinger er en af de største forhindringer i forhold til at være effektiv og arbejde målrettet på det, du gerne vil lykkes med. 

Det kan være, du havde planer om at:

  • skrive et blogindlæg.
  • ringe til en kunde, du har sendt tilbud til.
  • skrive den salgskampagne, der skal ud lige om lidt.
  • lave 2 ugers opslag til sociale medier.
  • eller noget helt andet, du gerne vil have gjort i dag.

Og så – vupti – gik der pludseligt flere timer eller en hel dag, uden at du fik krydset opgaven af på to do-listen. Det kender vi nok alle til.

Hvad er overspringshandlinger?

 I følge Den Danske Ordbog er definitionen på en overspringshandling:

“(En) mindre væsentlig handling som man udfører for at udsætte eller undgå det man egentlig burde eller har sat sig for.”

Og det store spørgsmål er:

Hvorfor er det egentlig, at vi ikke bare tager ‘tyren ved hornene’ og får gjort det, vi gerne vil?

Hvis det var så let, så havde vi ikke problemet med overspringshandlinger.

Så det er der mange grunde til, at vi ikke sådan bare lige gør.

Her har jeg samlet de 3 typiske grunde, som jeg oftest møder i forhold til, at netop selvstændige virksomhedsejere jævnligt kaster sig over mailen, sociale medier eller andre opgaver i stedet for at gøre det, de har planlagt.

Lad mig starte med at afsløre, at du finder løsningen til at undgå overspringshandlingerne i din forståelse af, hvorfor du gør det.

 Så lad os dykke ned i de 3 bagvedliggende grunde her:

 

3 typiske årsager til overspringshandlinger (og hvad du gør ved dem):

1 : Hjernen kalder på en pause

Nogle gange laver du overspringshandlinger, fordi hjernen har brug for en pause. Når du har været ‘på’ i lang tid (fx efter et par timers arbejde i træk) har hjernen brug for at lave ingenting. Og så får hjernen dig til at søge en let form for stimulans, hvor hjernen ikke skal være på arbejde.

Det er en af årsagerne til, at du f.eks. finder på at se kattevideoer midt i arbejdstiden, laver noget andet, end det du havde planlagt, eller tjekker facebook eller mobilen (ja, jeg gør det også selv).

Overvej i stedet: at gå 5-10 minutter væk fra skærmen.

Gå en tur udenfor eller luk øjnene mens du sidder ned i stedet for at tjekke Instagram og Facebook, læse andre mails eller hoppe fra opgave til opgave. Hjernen har brug for fred, hvor den slet ikke skal forholde sig til noget. Det giver dig overblik og fokus til dit arbejde efter bare få minutters pause.

undgå overspringshandlinger

2 : Det er svært at komme i gang, fordi det første skridt er svært, eller du ikke ved, hvordan du konkret skal løse opgaven

Overspringshandlinger kan også være et udtryk for, at opgaven er for kompliceret, utryg eller ukonkret.

Måske ved du ikke, hvad der er det rigtige sted at starte. Eller du kan være lidt (ubevidst) bange for ikke at gøre det godt nok. Og så får vores kære automatpilot os til at lave noget andet, der føles mindre ubehageligt og mere velkendt.

Det vil sige noget, du er tryg ved og ved, at du er god til og nemt kan gennemføre. Om det så er at tømme vaskemaskinen (hvis du arbejder hjemmefra), tjekke facebook, Instagram eller emailen eller læse blogs 😉

Her er løsningen ganske enkelt (men ikke nødvendigvis nem): gør opgaven og målet konkret.

Sæt dig med et stykke papir og beskriv de små, overskuelige skridt, du skal tage for at komme igang med opgaven. Det hjælper dig med at prioritere og finde ud af, hvor du skal starte. Jeg anbefaler altid, at udfordrende opgaver bliver brudt ned i små elementer, der hver kan klares på under 1 time hver.

3 : Frygten for at gå glip af noget andet

Den 3. årsag er FOMO.

Den er vi mange, der kender – om ikke andet så i hvert fald af navn: the Fear Of Missing Out (FOMO).

Det kommer for eksempel til udtryk, når du klikker på en notifikation på mobilen eller computeren for at tjekke, hvorfor den blinkede, summede eller sagde bip.

Måske var det noget mere spændende, end den opgave du skulle løse. Og hvem ved – måske kan det ikke vente.

Det egentlige problem her er, at man lader sig blive forstyrret. Og her er det ikke kun af kattevideoer, vasketøj eller mailen – men også af lyde, henvendelser, telefonen, nabokollegaen der spørger om noget, osv. Når du bliver forstyrret og lider en lille smule af ‘angsten for at gå glip af noget”, kan det være svært ikke liiiige at tjekke.

“Det tager jo kun 2 sek.”

Men det er ikke helt sandt.

For ja, det tager måske kun lige 2 sekunder (eller minutter) at tjekke facebooknyheden – eller 30 sekunder at læse sms’en på mobilen, men hver gang du bliver afbrudt i dit arbejde eller en opgave, er det videnskabeligt bevist, at det tager op til 20 minutter (!) at komme tilbage i samme dybde med det, du var i gang med før.

Her er løsningerne mange: Du kan for eksempel slukke for app-notifikationer på mobilen og popups fra emails på computeren, mute chatfunktionen på facebook, logge ud af skype osv. på computeren. Så er der færre forstyrrelser, der aktiverer din lyst til at klikke og tjekke.

Vil du vide mere om overspringshandlinger (også kendt som procrastination)?

Så lyt til episode #6 af podcasten Det GODE liv som selvstændige, hvor jeg bl.a. dykker ned i, hvad du kan gøre ved det for at undgå det i dit liv.

Vil du have hjælp til at få handlet på det, der står på din plan nu? Så vil jeg anbefale personlige sparringsforløb for selvstændige. Det starter med, at vi tager en (gratis) matchsamtale på telefonen for at finde ud af, hvordan du kan få den bedste hjælp.

De bedste hilsner
Anne Pernille