Her får du 3 enkle tips, der kan hjælpe dig med at reducere stress i hverdagen som selvstændig virksomhedsejer.
1. Lær at sige nej
Den er svær. Det ved jeg godt. Men du gør dig selv og andre en tjeneste ved at overveje ,om det virkeligt er dig, der skal tage den opgave, der afbryder dit arbejdsflow. Eller om du gør det for at aflaste eller hjælpe en anden? Det er skønt at møde hjælpsomme mennesker, men hvis din hjælpsomhed eller høje performanceniveau ender med at gøre dig stresset, så er det ikke en gave for virksomheden, kunderne, dig eller dem, du holder af.
Så pas på dig selv – og øv dig i at sige nej til det mindre vigtige og hold fokus på de vigtigste opgaver i stedet for at strække dig over alt for meget.
2. Få nogen til at hjælpe dig med at prioritere og fravælge opgaver
Det gælder især når to-do-listen er blevet for lang. Det er ikke fordi, du er ineffektiv eller uproduktiv, at listen vokser , men fordi der kommer flere opgaver til dig, end du kan nå at løse alene indenfor rimelig arbejdstid. Så lad være med at slå dig selv i hovedet, men ræk hånden ud og få hjælp.
Hvis du er selvstændig, kan det være alle ideerne, der bomber din planlægning, og det kan være svært at få overblikket imellem de mange opgaver, du skal varetage. Så få en professionel til at hjælpe dig med at styre, planlægge og udvikle din virksomhed, så du ikke skal stå med det hele selv.
Hvis du er ansat, så tag din lange liste, sæt tidsestimater på hver opgave og gennemgå dem med din chef – og få vedkommende til at hjælpe med prioriteringen. Så er I også begge bekendt med arbejdsmængden, der lander på dit bord.
3. Øv dig i at monotaske
Kun 2 % af vi mennesker kan multitaske uden det påvirker vores effektivitet, fokus, tidsforbrug på opgaverne eller resultatet af vores arbejde, viser en undersøgelse fra Utah University og Standford University.
Når vi multitasker, udfører vi ganske enkelt ikke hver opgave lige godt.
Monotasking handler om kun at beskæftige sig med én ting ad gangen, og min erfaring er, at det opnås bedst med grundig ugentlig planlægning. Sæt faste tidsrum af til hver enkelt opgave (fx 1 time til at svare på mails, hvis du har en fyldt indbakke. 4 timer til at skrive et blogindlæg eller nyhedsbrev. ½ time til forberedelse til et møde. Osv.).
Bonus ved monotasking: det giver hjernen ro og overblik – og gør dig mindre stresset. Så hold fokus på én opgave ad gangen og hold dig fra at tjekke emails, acceptere forstyrrelser fra ideer, mailen, mobilen, sociale medier eller skifte til mellem flere opgaver.
* * * * *
Jeg vil altid anbefale at starte med at bruge et af tippene i stedet for at kaste dig ud i det hele på en gang. Så beslut dig for, hvilket tip der giver mest værdi for dig at begynde med. God fornøjelse.
Kærlig hilsen
Anne Pernille