Piet Hein har skrevet digtet: “Du skal ikke ville det hele”.

Det minder mig om at turde at vælge fra. Og at give mig selv lov til at lade noget gå.

Netop det handler om prioritering af opgaver og med omhu at beslutte, hvad jeg egentligt bruger mine 24 timer i døgnet på.

Du har også 24 timer i døgnet. Det har vi alle sammen, men fordi vi kan have så rygende travlt, kunne vi indimellem godt tænke os bare en ekstra time eller to… Jeg har i hvert fald selv savnet ekstra timer i døgnet (eller flere dage) i en almindelig uge for at kunne nå alt det, jeg gerne ville som selvstændig.

Men det er faktisk dér, det går galt: Når vi ønsker os mere i stedet for at være lidt mere kritiske, i forhold til hvad vi vil fylde vores tid og arbejdsliv med.

Et af dine vigtigste greb i den proces er at prioritere, så du ikke skal nå det hele. Lige nu.

Og en anden vigtig ingrediens er dit mindset som selvstændig.

Begge dele kommer jeg ind på her.

Når du har læst blogindlægget her, ved du, hvordan du:

  • prioriterer dine opgaver (og hvorfor du prioriterer at prioritere)
  • skruer ned fra kravene og kun vælger det vigtigste til
  • bliver den gode chef for dig selv (det kommer du til at elske!)
  • fin-indstiller dit mindset og giver dig selv et godt arbejdsliv.

Er du klar? Så lad os spring ud i første del.

Prioritering af arbejdsopgaver er en kunst som selvstændig

Vi tager det lige én gang til for Piet Hein: Du skal ikke ville det hele.

Det er nemlig et ret godt livsmotto at have med sig i arbejdslivet.

Et af de vigtige skridt mod en solid balance er lige præcis at kunne – og turde – fravælge nogle ting, for at de 24 timer i døgnet kommer til at passe til det, vi vil fylde i dem.

Lettere sagt end gjort. Det ved jeg om nogen. Jeg har selv lært det på den hårde måde, efter, at jeg blev ramt af stress og sygemeldt i mange, mange måneder – men det er en længere historie, som jeg har fortalt om i mit blogindlæg om work life-balance.

Der er 3 måder, du kan prioritere dine arbejdsopgaver på.

Du kan:

  1. droppe de opgaver, der ikke skaber værdi (nok) i din virksomhed
  2. udlicitere de opgaver, du faktisk ikke selv behøver at løse
  3. rangere de opgaver, der er tilbage, i forhold til hinanden, så du løser de vigtigste først.

Det handler især om at uddelegere eller sige nej, når forventningerne ikke kan indfries inden for den tid eller med de ressourcer, du har til rådighed.

Men det er ikke kun omverdens krav og forventninger, der får os ud af balance. Når vi vil forvandle et hektisk liv til et mere harmonisk liv, må vi være bevidste om de krav og forventninger, vi stiller til os selv. Og ofte er de langt højere end både dem, andre stiller til os, og vi stiller til andre.

Det kender jeg i hvert fald alt for godt. Mon ikke også du gør?

Lad os lige gå lidt videre ad den vej:

 

Skru ned for kravene, og vælg kun det vigtigste til

Mange af os stiller enormt høje krav til os selv og er alligevel ikke helt tilfredse. Men det er ikke mening, at du skal levere 150 procent hele vejen rundt. Det er meningen, at du skal bruge din tid og energi på det, der er det vigtigste og mest værdifulde i dit liv.

Og hvad er det så? Det er ikke sikkert, at det handler om dit arbejdsliv som selvstændig. Du kan reflektere over alle dele af dit liv, såsom hvordan du er forælder, dit parforhold, dine fritidsaktiviteter, dine hobbyer, husombygningen, dine karriereplaner eller dit arbejdsliv i det daglige.

Det kan nemlig lige så vel være udfordringer på hjemmefronten, der gør, at livsbalancen vakler og til sidst vælter. Men det ændrer ikke på, at den vælter, og at det så også påvirker resten af linjen. Når du skal give meget mere, end du har, eller på anden måde er presset i privatlivet, går det nemlig også ud over overskuddet til at løse de udfordringer, du møder i arbejdslivet.

Derfor er det ikke kun prioriteringen af dine arbejdsopgaver, der interesserer mig. Det handler om, hvad der sker hele vejen rundt, og hvordan vi vælger at fordele og bruge de 24 timer, som vi allesammen har at gøre godt med hvert døgn. Det handler både om, hvad der sker i aftentimerne, weekender og ferier, private aftaler, familiære forpligtelser, ansvarsområder, forventninger til livet, krav til os selv og til alt fra rengørings- til oprydningsniveauet – og til og fra dem omkring os.

start en prioriteringsliste

Men hvordan skruer du så ned for kravene og vælge det allervigtigste til?

Jeg vil anbefale dig at bruge 15-30 minutter på at reflektere over spørgsmålene herunder.

Snup en notesbog, gå en tur, tænk over spørgsmålene og mærk efter, hvad der er rigtigt for dig:

  • Hvad er virkelig vigtigt og værdiskabende for dig?
  • Hvad kan du gå på kompromis med?
  • Hvad er du villig til at nedprioritere?
  • Hvad kan du uddelegere (eller slette) af tilbagevendende opgaver fra din to do-liste?
  • Hvad har du brug for at ændre for at få balancen ind i dit liv, for eksempel planlægning, struktur, prioritering eller dine arbejdsvaner?

Vær den gode chef for dig selv

Når du kan mærke, at noget ikke rigtigt fungerer, så er det tid til at prikke chefen på skulderen og bede om en snak. Og chefen – det er jo også dig. Så få kontakt til din indre chef, og tag et temperaturtjek på din virksomhed, så det faktisk er rart at være i den. At det faktisk er det arbejdsliv, du drømte om, da du valgte at hæfte med alt, hvad du ejer, for at blive selvstændig.

Vi har set på, hvordan du kan prioritere dine opgaver og justere kravene til dig selv.

Men vi mangler en anden ingrediens. Det er tid til at kigge lidt længere indad i dig selv.

For det er faktisk her, en af de største nøgler (og benspænd) til det gode arbejdsliv ligger: nemlig i dit mindset.

Dit mindset er grundlæggende dine overbevisninger om, hvad du kan og ikke kan, og hvad der er muligt og ikke muligt. Det er især dine ubevidste tankemønstre, som får dig til at gøre eller handle på en bestemt måde igen og igen. Uanset om det så gavner dig eller er i tråd med det, du egentligt gerne vil – eller ej.

Derfor er det nok ikke overraskende, at …

 … dit mindset kan spænde ben for at lykkes med at få det rigtigt gode arbejdsliv som virksomhedsejer

Når du får struktur og planlægning godt ind under huden, så vil du ofte nå mere, selvom du arbejder mindre. Men selvom du mærker effekten, kan du (ligesom alle vi andre) desværre nemt blive kuldsejlet af grundstrukturerne i dit mindset.

Du ved. De der tanker som får dig til at stille alt for høje krav til, hvad du kan nå på en dag, eller hvor hurtigt eller meget, du føler, du burde arbejde. Frygten for, hvad andre tænker. Eller sammenligningen med andre, der får dig til at føle dig … ikke helt god nok.

Det er der mange grunde til. Men en af dem er, at mange af os er opdraget til, at vi skal yde, før vi kan nyde. Vi skal arbejde mange timer og til, vi har fri. Ikke bare til en opgave er løst (selvom det er lidt ulogisk).

Den tankegang harmonerer hverken med den måde, vi arbejder på i dag, eller med livet som selvstændig.

For hårdt arbejde er ikke nødvendigvis godt arbejde.

Hvis du ikke arbejder på det, der skaber værdi og resultater i din virksomhed, eller på det, der flytter nålen, så er det lidt groft sagt underordnet, hvor mange timer du arbejder.

Så jeg vil minde dig om at gode resultater ikke nødvendigvis er lig med mange timers arbejde. 

Mærker du en modstand mod at arbejde mindre og kun fokusere på de vigtigste opgaver? Så er det ekstra vigtigt, at du tjekker ind med dit mindset.

Det handler nemlig om den bevidste og ubevidste frygt, som vi alle har i forskellige former.

Det handler om overbevisninger om, hvordan vi tror, vi bør være. Det er det, der får os til at strække os mere og give mere af os selv, end vi har energi, overskud eller tid til. Det kan både være arbejdsmæssigt og i privatlivet. Og hvis det er tilfældet, så kan du risikere at du bliver din egen største forhindring i forhold til at opnå den livsbalance, du længes sådan efter.

Men det kan ordnes. Det handler om at skabe bevidsthed om din adfærd og undersøge, om dine prioriteter er i harmoni med dine værdier og præferencer i livet.

Igennem mine år som selvstændig har jeg haft fornøjelsen af at hjælpe mange med at skabe et godt arbejdsliv. Mange af dem er perfektionister, har et højt præstationsniveau og stiller høje krav både til sig selv og arbejdet. Derfor leverer de gerne 120 eller 180 procent, fordi de bliver grebet af opgaven.

Det er jo fantastisk at blive opslugt af sit arbejde. Det er jeg selv en stor fortaler for, fordi flow-tilstanden er en energigiver. Bliv endelig ved med det, hvis det giver dig energi, og du stadig har tid til det andet, der er vigtigt at nå. Men hvis du ofte giver dig ekstra og bliver træt, udmattet og føler dig bagud, så sæt tid af til at reflektere over, hvorfor du egentlig leverer mere end de 100 procent?

 

Det kan du gøre på mange måder. Her får du to af dem:

1. Står din (ubevidste) frygt i vejen for din livsbalance?

Har du en tendens til at give mere end aftalt, enten på arbejde eller i privatlivet? Måske er du bange for, at nogen finder ud af, at du ikke er nær så dygtig, som du føler, du burde være (hej hej, imposter syndrom)? Eller er du bange for at virke sjusket eller ligeglad med andre, hvis du ikke leverer langt over deres forventning?

Det er mindst lige så vigtigt at kigge på det, der sker mentalt inden i dig, som at få styr på de ydre rammer og prioritering af dine opgaver.

Måske er du allerede bekendt med din frygt eller det, du måske ubevidst er bange for sker. Måske har du aldrig tænkt over det. Det kan du finde ud af ved at spørge dig selv om, hvorfor du strækker dig selv og leverer mere end 100 procent nogle steder.

Jeg peger ikke fingre ad dig eller nogen andre her. Jeg har selv årelang erfaring med at være perfektionistisk, arbejde for meget og please andre. Og det tog mig lang tid at finde ud af, hvordan jeg fik ændret mit mindset og skruet ned for frygten for:

  • hvad der ville ske, hvis jeg ikke gjorde alt mere end ‘godt nok’ på arbejdet
  • hvad konsekvensen var, hvis jeg lavede en fejl (også selvom den kun var mikroskopisk lille!)
  • hvad andre ville tænke, hvis jeg gjorde noget andet, end det, jeg troede, de forventede af mig.

Det, der kan spænde ben for vores balance i livet, handler blandt andet om graden af ansvarlighed, kontrol og perfektionisme. Det kan også være et dominerende pleaser-gen, der får os til at:

  • gøre mere end aftalt
  • sige ja til mere, end vi kan nå
  • arbejde for længe med hver opgave
  • tage ansvar for ting, der egentlig ikke er vores.

Enten for andres skyld eller for at bekræfte os selv i, at vi er gode nok.

Det kan få dig til at strække dig mere, end du faktisk har overskud til. Uanset om det er at arbejde mere, bekymre dig mere, give, gøre eller være mere for andre. Og det kan i sidste ende gå ud over livsbalancen.

Du kan enten arbejde med det på egen hånd eller sammen med en professionel, for eksempel en psykolog, terapeut eller mindset coach som mig, der kan hjælpe dig med at gennemskue dig selv og skrue ned for det, der bremser dig fra at lykkes med det, du drømmer om.

2. Hvornår har du sidst givet dine arbejdsvaner et servicetjek?

Jeg har talt med mange, der giver sig både 120 og 180 procent i stedet for at ‘nøjes med’ de 100. Selvom det burde være mere end rigeligt. Det kommer vi nok allesammen til indimellem. Spørgsmålet er bare, om det er undtagelsen fra reglen eller det almindelige niveau for alt i dit liv? For så bliver det hårdt i længden at være dig.

Jeg ved godt, at det kan være svært at se, hvornår man har givet nok, og hvor man må sige nej eller sætte en grænse over for andre. Vi er også forskellige hver især, så der er ikke en entydig regel eller grænse for det.

Men hvis vi ikke hviler i os selv og har tillid til, at vi kan vurdere, hvornår nok er nok, så kommer vi til at give alt det, vi kan, både på arbejdet og i privatlivet. Energien bliver hurtigt drænet, og overskuddet forsvinder.

Det handler grundlæggende om at kunne trække en streg i sandet og sige:

Nu har jeg gjort det, så godt jeg kunne med de ressourcer og den tid, jeg havde til rådighed i stedet for at gå langt over de 100 procent 49 ud af 50 gange.

Og så kommer den der lille stemme straks:

“Mener du så, at jeg ikke skal lave mit arbejde ordentligt?”

Nej, overhovedet ikke.

Vi kan nemt blive enige om, at ingen gider opereres af en kirurg, der ikke er grundig og gør sit arbejde godt nok. Ingeniøren skal også lave beregningerne af bygningskonstruktionen korrekt, så den ikke falder ned over hovedet på os. Og tekstforfatteren skal levere en fejlfri, velskrevet tekst, der giver de resultater, vi ønsker.

Vi skal alle sammen gøre vores arbejde ordentligt.

Men der er også stor forskel på det og så på at blive ved med at perfektionere og ikke kunne fornemme, hvornår nok er nok.

De fleste opgaver kan næsten altid laves lidt bedre eller løses på en anden måde, end du eller jeg ville løse dem. Det betyder dog ikke, at vi skal blive ved med at forfine og finpudse dem.

Så hvis du er presset (eller gerne vil undgå at blive det), så gå dine arbejdsrutiner i sømmene og se, om du har en tendens til at bruge for meget tid til at forbedre, finpudse eller bekymre dig om opgaverne.

Det er trods alt kun en opgave. Der er ikke nogen, der har købt din sjæl.

Hvis følelsen af ikke at levere godt nok er titelsangen i dit liv, og det kun kan være er et spørgsmål om tid, før andre opdager, at du slet ikke er så dygtig, så kig lige forbi mit blogindlæg om impostor syndrom. (Du er nemlig overhovedet ikke alene om at have det sådan.)

 

Få hjælp til at være den gode chef for dig selv med prioritering af opgaver, realistiske krav til dig selv og arbejdet med dit mindset

Vi er nu nået omkring det, jeg ville fortælle dig om at prioritere dine opgave, justere kravene til dig selv, være den gode chef og tune ind på dit mindset, så du får det arbejdsliv, du ønsker dig.

Hvad det præcist indeholder bliver lettere at få øje på, når du zoomer lidt ud. Det kræver mod og vilje at vælge ting fra og prioritere energi og tid på det, der er i harmoni med dine værdier. Men det er et vigtigt skridt på vejen til at få livsbalance med overskud til det, der giver mening og værdi i din dagligdag.

Med andre ord: Du skal ikke ville det hele.

 

Vil du gerne vide endnu mere om, hvordan du får livsbalance, så kig forbi mine blogindlæg om work life-balance (eller det, du i virkeligheden har brug for) og et bæredygtigt arbejdsliv.

Tænketanken Bæredygtigt Arbejdsliv har også lavet 9 anbefalinger, som du fint kan overføre til livet som selvstændig. Dem finder du her.

Og vil du gerne have min personlige hjælp til at nå dine drømmemål, prioritere opgaver og få overskuddet tilbage i livet som selvstændig? Så er du hjertens velkommen til at tage kontakt til mig. Begynd med en afklarende forsamtale, hvor du kan stille spørgsmål til forløbet, få uddybet, hvordan jeg kan hjælpe dig, og finde ind til, om vi er det rette match.

Du kan booke tid til en snak direkte i min kalender her.

For én ting er sikkert: Livet er for kort til et arbejdsliv, du ikke trives i.

Jeg hepper på dig. 

Kærlig hilsen

business-coach