I mit arbejde med soloselvstændige ser jeg særligt 6 tendenser, der hindrer mine klienter og med-selvstændige i at få succes med det, de gerne vil, i deres virksomheder.
Men lad os først lige blive enige om, hvad succes egentlig er.
For det er jo ikke en universel faktor, der kun rimer på multi-million-omsætning, ekspansion til udlandet og dyre biler.
Succes som soloselvstændig kan også være at:
- udvikle populære produkter og ydelser, der rammer et behov i markedet.
- arbejde med de kunder, du holder allermest af.
- kunne sige nej til kunder, der er dårligt match, eller stoppe et samarbejde, der dræner dig (uden at bekymre dig om økonomien).
- få din salgskampagne til at sælge stort.
- få den frihed, du drømmer om i dit arbejdsliv.
- glæde dig til dit arbejde hver evig eneste dag.
- kunne holde skemalægge dit arbejdsliv, så det passer med dine interesser og familielivet.
- opbygge en forretning med en (meget) bedre økonomi, end da du var ansat – uden at skulle arbejde flere timer.
- … eller hvad der nu vil gøre DIG oprigtigt glad at opnå i dit liv og med din virksomhed.
Her er de 6 tendenser, der (måske) spærrer vejen imellem dig og din definition af succes .
1. Du udvikler produkter indefra og ud
Mange begynder det forkerte sted, når de udvikler nye produkter i deres virksomhed. Det er ikke for at pege fingre, men jeg ser igen og igen, at selvstændige udvikler deres produkter, services og forløb ud fra, hvad de selv synes er brugbart og interessant. Uden at spørge deres potentielle kunder.
I enkelte tilfælde går det godt. Men de fleste gange rammer de forbi. Og der sker uheldigvis det, at de bruger lang tid på at udvikle produktet – og så sker der ikke rigtigt mere. Det ender med at virksomhedsejeren sidder forvirret tilbage og ikke forstår, hvorfor ingen køber det. Det er jo så gennemtænkt og godt…
Hvad gør du, hvis du kan genkende det?
Du skal spørge din potentielle målgruppe til råds. Start udefra og arbejd dig ind på den rigtige løsning til dine kunder.
Det gør du ved at få svar på:
- om de har behov for det, du overvejer at lancere.
- hvad de egentlig ser som deres største udfordring.
- hvilke problematikker de oplever indenfor det område, du hjælper med.
- om der er interesse for den løsning, du er i gang med at udvikle.
- hvad de selv tror, der skal til for at få løst deres problem eller behov.
Det kan være gennem interview, dialog eller et indsnævret onlinefællesskab. Det ultravigtige her er, at det er de rigtige, du spørger. Altså kunder i den rigtige målgruppe, som har de behov og problemer, som du hjælper folk med, og som potentielt kunne trække dankortet op af lommen og investere i hjælp hos dig.
Ellers vil svarene ofte bare forvirre dig og gøre dig usikker, fordi du i bund og grund ikke kan bruge dem til noget. Så spørg de rigtige. Det er noget af det, jeg ofte hjælper selvstændige med i de personlige sparringsforløb sammen med definitionen af deres idealkunder, så de videreudvikler virksomhedens løsninger til dem, de allerhelst vil arbejde med.
Det leder os elegant videre til tendens nummer to.
2. Du beder om tilfældige menneskers feedback på dit produkt
Store facebookgrupper er en gave for mange selvstændige. Så meget erfaring og så mange holdninger samlet på et sted.
Som jeg lige var inde på, så opstår problemet, hvis du beder om feedback fra en gruppe mennesker, der ikke er dine potentielle kunder. Du risikerer, at din idé bliver haglet ned af personer, den ikke engang er relevant for. Eller endnu værre: at de bakker helt vildt op om din idé, men aldrig selv ville købe den.
Du baserer dine valg på falsk tryghed, fordi du føler, at du har researchet på behovet og formet dit produkt ud fra virkelige menneskers ønsker. Men i sidste ende har du udviklet et produkt, som ikke er relevant for dem, der skal købe det, eller droppet en idé, som der faktisk var basis for, hvis du bare havde spurgt de rette.
Facebookgrupper er gode til faktuelle spørgsmål, men ikke altid når du har brug for feedback fra din idealkunde.
3. Du taler altid om dit arbejde
Denne tendens ser jeg ikke kun hos andre. Som “arbejdsnarkoman på afvænning” kender jeg den indgående selv.
En nem måde at teste, om du har tendensen, på, er at spørge din partner, dine veninder, eller hvem du typisk taler med: ”Synes du egentlig, at jeg snakker meget om min virksomhed?”
Og det synes nogle af dem som regel. De synes, du snakker rigtig meget om dit arbejde.
Da jeg spurgte min kæreste for et par år siden var svaret: “JA! Du taler nærmest ikke om andet.” Det fik mig til at tænke over, hvordan jeg selv ville have det med, hvis det var omvendt. Og siden da har jeg øvet mig dagligt i at tale om andre ting, så min virksomhed ikke fylder så meget i mit privatliv.
Der er jo ikke noget i vejen med passion, og at du som selvstændig tænker på din virksomhed efter klokken 16. Men hvis du ikke formår at sætte tydelige grænser for dit arbejdsliv, opstår der to problemer:
- Dine medmennesker bliver muligvis lidt trætte af altid at høre om dit arbejde.
- Du giver ikke din hjerne ro til at restituere.
Jeg tror på, at du bliver bedre til at drive din virksomhed, hvis du tør lukke døren efter dig, når du går hjem fra arbejde. Det lærte jeg først selv efter en del år som selvstændig.
Alternativt, at du aftaler med dig selv, hvornår du har besluttet dig for at ville tale om det, så det ikke vælter ud af dig over madlavningen, middagsmaden, i sofaen, midt i filmen, på strandturen eller i bilen på vej til fødselsdag hos svigerfamilien.
Som bonus arbejder du mere fokuseret og effektivt i morgen, når hjernen har fået en god pause i dag. Du får mere overskud både i dit arbejdsliv og i dit privatliv. Og dine omgivelser vil elske (også) at tale med dig om andre ting.
4. Du spørger andre, hvad der er det rigtige for dig, i stedet for at lytte til dig selv.
Det er altid godt at sparre med andre, hvis de er kvalificerede til at give dig sparring.
Men …
De fleste ‘andre’, vi har omkring os i dagligdagen, ved ikke nødvendigvis, hvordan vi får det liv, vi elsker at stå op til, og hvad der er det rigtige næste træk i vores forretning.
Din mand, veninde eller kollegaen i kontorfællesskabet er ikke nødvendigvis trænet til at hjælpe dig med at tage den rigtige beslutning, eller hvordan du går fra ok til GOD forretning.
Husk også på at andre hverken har samme udgangspunkt eller det samme på spil som dig. Men de overfører nemt deres personlige tvivl ubevidst til dig, når de udtaler som om, hvad du kan og ikke kan, og hvad der vil være en god idé eller ej. Og det kan betyde dårlige beslutninger for dig.
Det her handler om at øve i at forblive tro overfor de ting, der bliver ved med at kalde på dig, er de rigtige for dig at prøve af. Det er de ideer og forandringer, som du bliver ved med at tænke over og vende tilbage til. Noget, som føles mere rigtigt for dig.
Måske gør det dig endda mere i tvivl at spørge andre, fordi det karambolerer med, hvad du selv føler.
Så spørg dig selv til råds i stedet for at spørge andre. Mærk efter. Meditér på dine rigtige næste skridt og beslutninger. Få en coach eller mentor. Undersøg det. Prøv det af. Og giv slip på, hvad ‘de andre’ synes.
Hvad der er det rigtige for dig – det ved kun du.
5. Du vil løse alting selv
Mange selvstændige har en opfattelse af, at de skal kunne alt selv. Det er der en vis ære i. Men forestil dig lige den jobbeskrivelse! Idéudvikling. Drift. Markedsføring. Betjening af kunder. Hjemmeside. Annoncering. Salg. Bogføring.
Det er der ingen af os, der kan. Og problemet er, at vi samtidigt luller os ind i, at hvis vi kan alt selv, så koster det ikke noget.
Men er det nu også helt rigtigt?
- Når du bruger timer og dage på at lære at sætte en annonce op og måske tager et kursus …
- Når en opgave strander, fordi du ikke helt ved, hvordan du skal gribe den an …
- Når du er nødt til at arbejde så meget, at der ikke er tid til det, der giver dig energi og glæde …
… koster det dig så ikke noget?
Svaret er ganske enkelt: Jo, det gør!
Det koster tid, som du kunne have brugt på at skabe indtægt. Det koster penge, når produkter ikke kommer ud i verden, fordi du mangler timer, fokus eller overskud til at handle på det. Det koster motivation, når din energi bliver brugt på de svære opgaver, som du ikke er den bedste til at løse.
Derfor er det ikke gratis at gøre alting selv. Bare fordi du kan finde tid til det, er det ikke sikkert, at det er bedst at bruge den tid på netop det.
I stedet for kun at se på, hvad du sparer ved at gøre det selv, så overvej, hvad det koster dig, hvis du bruger tid på det eller udskyder det – frem for at uddelegere det.
Sidder du lige nu med en opgave, du ikke kommer videre med, så prøv at spole lidt frem i tiden:
- Hvad ville det frigive af tid, at du investerede i hjælp til det her?
- Hvad ville det gøre, hvis det kom ud at arbejde, så du begyndte at tjene penge på det?
- Hvad ville det give dig at være fri for den byrde?
Er du villig til at investere i dig selv for at få det udbytte og resultat?
Ingen har skabt en god virksomhed helt alene. Og det var aldrig meningen, at du skulle kunne gøre alt selv.
6. Du planlægger ikke din tid (rigtigt)
En to do-liste ikke en plan. Det er en ønskeseddel – eller som jeg plejer at kaldet det: en alt-det-jeg-ville-ønske-jeg-kunne-nå-hvis-jeg-havde-al-tid-i-hele-verden-liste.
Og sådan en kan være rigtig lang!
Så længe du ikke tager ansvar for, hvad du bruger din tid på og hvornår, kommer det ikke til at ske.
Når du planlægger din tid, skal du i stedet:
- beslutte, hvad du vil
- fastlægge, hvornår du vil det
- bryde det ned i så overskuelige bidder, at det er soleklart, hvad opgaven indebærer – og nemt at gå til.
Når jeg arbejder med selvstændige, anbefaler jeg at arbejde med både en års- eller halvårsplan, en månedsplan og en ugeplan.
Planlægning er ganske enkelt kernen til at få succes og livsbalance til at gå hånd i hånd.
Det giver dig samtidig en enorm selvtilfredshed, at du faktisk når det, du sætter dig for. Fordi du kan se dit eget fremskridt med de detaljerede planer.
Det kan du give dig selv adgang til ved at krølle de endeløse, uoverskuelige to do-lister sammen og i stedet lægge realistiske planer for din arbejdstid og udviklingen af din virksomhed.
Jeg har ikke altid selv været god til at planlægge
Det er der selvfølgelig mange, der tror om mig, fordi jeg lærer selvstændige at strukturere deres arbejdstid og sætte mål, de kan nå – uden at ende med at løbe halvstressede rundt og føle sig 5 skridt bagud det meste af tiden.
Sagen er den, at jeg i mit sidste ansatte job plejede at fylde min arbejdskalender til bristepunktet med opgaver og aftaler. På mit skrivebord lå en bunke af to do-lister, der bare voksede og voksede.
Det endte med, at jeg blev sygemeldt med stress i 2012. Først i et par uger ad gangen og efter 2 måneder sagde lægen, at det var på ubestemt tid. Så den form for planlægning og lister hjalp mig ikke. Jeg var altid kronisk bagud og manglede timer i døgnet til at nå det hele.
Det siger jeg til dig, fordi du måske tænker, at planlægning bare ikke fungerer særligt godt for dig. Eller at du ikke synes, du er særlig god til at planlægge. Der er håb forude. Planlægning og struktur er vejen til et overskudsliv som selvstændig, hvor du har overblik, når det, du sætter dig for og kan nyde dit liv ved siden af virksomheden uden at føle dig på arbejde 24/7.
Og samtidigt kan sådan nogle som os faktisk nemt føle os gode til at planlægge – uden egentligt at være det. Ligesom jeg havde det i 2012.
Vi først er rigtigt gode til at planlægge, når vi både:
- har tid til at arbejde på det, vi gerne vil
- i stor udstrækning når det, vi har sat i kalenderen hver uge (uden stress).
- ikke arbejder mere end det, vi gerne vil.
- har overblik over, hvor vi er på vej hen med vores virksomhed, og hvor langt vi er med de projekter, vi har sat i søen.
Jeg havde svoret for mig selv, da jeg var syg af stress, at jeg aldrig ville gå på kompromis med min arbejdsglæde og mit velvære. Arbejde skal aldrig mere føles som noget, der trækker mig ned. Det skal være sjovt og meningsfyldt at gå på arbejde som selvstændig.
Så jeg brugte de første år som selvstændig på at lære, hvordan man kan planlægge sig til det og få et arbejdsliv med frihed til at gøre det, jeg gerne vil. Et arbejdsliv med overskud og overblik, hvor man når det, man sætter sig for, og har tid til det, man brænder for at lave.
Og det har jeg lige siden 2013 haft den store fornøjelse at lære andre selvstændige på Skab dit bedste år-workshoppen, de personlige forløb for selvstændige og Mastermindforløbet FOKUS.
Vil du også gerne gå fra ok til GOD forretning eller opnå et arbejdsliv, du glæder dig til at stå op til hver dag som selvstændig? Måske har du brug for en på sidelinjen, der hjælper dig med at holde dig på sporet med de mål, du har sat dig? Det er blandt andet det, jeg hjælper dig med.
Du kan altid booke en gratis matchsamtale, så vi kan tage en snak og finde ud af, hvad du har brug for hjælp til, og hvad der skal til for at lykkes med det.
Jeg håber, at dit kendskab og fokus på de 6 uheldige tendenser kan hjælpe dig med at skabe et arbejdsliv, DU elsker at stå op til hver dag.
For dine succeser,