Imposter syndrom: om at være bange for at fejle eller at man ikke føler sig ‘god nok’

Når jeg taler med selvstændige virksomhedsejere falder snakken ofte på imposter syndromet. Det er med til at skabe usikkerhed om, hvad man kan, og hvor god man er. Og det påvirker mange i arbejdslivet med både stress, perfektionisme og tvivl på sig selv.

Her kommer jeg ind på:

• Hvad imposter syndromet dybest set handler om.
• Test dig selv: Har du tegn på imposter syndrom?
• 3 ting der hjælper dig med at skrue ned for impostersyndromet.
• Hvordan skyggearbejde kan hjælpe dig med at genfinde selvsikkerheden og selvtilliden i arbejdslivet.

Så hvad er imposter syndrom egentlig, og hvad kan du gøre ved det, hvis du opdager det hos dig selv? 

Lad os dykke ned i det.

Er du (meget) nervøs for at lave fejl? Måske går du rundt med en lille frygt for, at der en dag er nogle, der vil afsløre, at du faktisk ikke er god nok til det, du laver? Eller tænker du ofte: “Det er så let for mig, at det aldrig bliver noget, andre vil betale penge for .”

Dette er nogle af de træk, der kommer til udtryk med imposter syndromet. Det blev første gang identificeret tilbage i 1970’erne i USA af professor Pauline Clance og psykologen Suzanne Imes. Men det lever i bedste velgående i nutidens præstationssamfund både blandt stræbsomme selvstændige kvinder, erhvervsledere i toppositioner og nybagte mødre.

På engelsk hedder det ‘impostor syndrome’.

Jeg kender det fra mig selv, og oplevede det i min hverdag længe før jeg vidste, hvad det var.

I 2001-2006 gik jeg på Copenhagen Business School og på studiet kunne jeg frygte, at underviseren ville komme tilbage og sige til mig: ”Jamen, du har jo overhovedet ikke fattet noget som helst”, når han havde læst min eksamensopgave, eller hvis jeg svarede på et spørgsmål i undervisningstimerne.

Senere i mit arbejdsliv kunne jeg fokusere og hænge fast i bittesmå fejl, jeg havde lavet, mens jeg ikke huskede på alt det, jeg gjorde godt i mit arbejde. Det var jo bare noget, jeg gjorde og leverede. Det store problem var, at det kun var mine fejltrin, der hang ved i min hukommelse. Succeserne fyldte slet ikke så meget hos mig følelsesmæssigt, som de (få) fejl jeg lavede.

Måske kan du genkende det fra dig selv?

Den skrøbelige sæbeboble: “Hvornår opdager de, at jeg ikke er god nok?”

Der er især to lag ved imposter syndrom.

Første lag handler om en nervøsitet for, at andre skal finde ud af, at vi slet ikke er så dygtige og gode, som vi ”foregiver” at være. Vi er bange for, at det hele pludselig falder fra hinanden – som en sæbeboble, der punkterer – og at de andre vil stå tilbage og sige: hun er jo slet ikke så dygtig, som vi troede. Nervøsiteten handler om, at vi dermed bliver en skuffelse for andre, og at det vækker deres vrede mod os og afvisning af os.

Det næste lag handler om, at de mennesker, der genkender imposter syndromet i sig, faktisk er ret dygtige til det, de laver. Hvis man spørger dem, vil de have svært ved at huske de gange, hvor de har lavet fejl, fordi det sker ret sjældent. De er vidende og erfarne. Men de ser det ofte ikke selv. De ser ikke deres egne succeser og kompetencer.

I mine første år efter min kandidateksamen arbejdede jeg i en større virksomhed i København. Jeg havde lavet en analyse og en præsentation af resultaterne i PowerPoint, som de skulle bruge til et direktionsmøde. På ét af powerpoint-slidsene havde jeg skrevet mia. (milliarder) i stedet for mio. (millioner). Vores administrerende direktør kom så tilbage til mig efter mødet, gnækkede lidt og sagde, at der blev høj latter på mødet over de mange milliarder. 

Han tog det jo pænt. Men indeni mig føltes det ganske forfærdeligt. Nu havde de jo set den første lille sprække af, at jeg ikke var god nok til det, de havde ansat mig til. Og det er sådan imposter syndromet fungerer: vi er bange for at blive afsløret, og at andre finder ud af, at vi grundlæggende slet ikke kan det, de tror, vi kan. 

Impost0r syndrom: Om at være blind overfor egne evner og bidrag.

Da jeg læste om imposter syndromet første gang, genkendte jeg det straks hos mig selv. Især det med frygten for at lave fejl og skuffe andre. Men jeg kunne ikke genkende det med, at personer med syndromet faktisk ER virkelig dygtige og udretter mange gode ting. Jeg var simpelthen blind for mit eget bidrag, kompetencer og evner. Denne blindhed – eller manglende realitetssans – i forhold til sig selv er også en del af syndromet.

Det handler en del om både selvværd og selvtillid. Man føler sig dybest set ikke god nok, og hvis andre roser en, tror man ikke helt på dem. Det giver ikke genklang inde i én. Man tror, at de overdriver eller siger det for at være venlige. Eller fordi de ikke tør sige sandheden.

De dybere lag ved imposter syndromet handler om, at man ikke selv kan se værdien ved det, man udfører – om det er at skrive en bog, opdrage sit barn eller designe tøj. Man kan føle, at man bare har gjort det, der forventes af en, at det ikke er noget særligt. Noget som man er virkelig god til, føles så let og naturligt for en, så man tilskriver det ingen værdi, mens det kan have rigtig stor værdi for andre.

Men man er netop en, der IKKE foregiver noget. Det man gør er ægte og et positivt bidrag. sMan HAR evnerne. Man HAR udrettet store ting. Man ER dygtig.

Men det kan man meget ofte ikke selv få øje på.

Derfor går man rundt og er nervøs for at blive ‘gennemskuet’ af folk omkring en, selvom der ikke er noget at gennemskue.

Man er bange for, at andre skal sige: Du er en løgner, en falskner. Du er ikke så dygtig, som vi troede, du var.

Man kan også have katastrofetanker om, at lige pludselig går det HELT galt. At man bliver opdaget. Men man opfatter det som oftest slet ikke selv sådan. Man kan først selv se sammenhængene, når man får mere selvindsigt om, at det er impostersyndrom, der er på spil.

Skru ned for imposter syndromet: Det handler om at turde lave fejl

Og hvad så nu? Hvis du genkender noget af dette hos dig selv, ja, hvad gør du så nu, hvis du ønsker, det skal være anderledes og måske lidt mere selvkærligt?

Svaret er ganske enkelt:

“If you want to double your successes, you have to triple your failures.”

A’ hva’ siger du? Skal jeg til at lave fejl?? Neeej!!

Hmmm, ja faktisk.

Du skal vænne dig til, at det at lave fejl og være uperfekt er fuldstændig normalt og menneskeligt, og at verden ikke bryder sammen, fordi du har sat et komma forkert eller har glemt den nye chefs navn. Du skal lære at turde være i risikolandet, hvor andre kan sige, hov, der var en fejl der. At se det som læring.

I dag har imposter syndromet sluppet sit tag i mig, da jeg har arbejdet meget med det siden, jeg blev bevidst om det for mere end 10 år siden, og jeg har udviklet bevidsthed omkring de sider af mig selv.

Jeg kan i dag stadig være bange for, at folk finder fejl ved det, jeg laver, eller sætter spørgsmålstegn ved mit arbejde. Men hvis det så sker, så forfølger det mig ikke som et mareridt, som det ville have gjort engang.

Nu kan jeg bedre sige, nå ja, det kan jo ske for den bedste, og hvad kan jeg så gøre ved det?

Jeg rummer det at ”lave fejl” på en helt anden måde i dag. Andre må gerne lave fejl, og jeg må gerne selv lave fejl, selvom jeg selvfølgelig prøver at undgå det. Det giver nemlig et større spillerum og mange flere muligheder i livet som selvstændig, fordi alt ikke skal være perfekt fra første skud. Så frygten trækker mig ikke rundt i manegen på samme måde mere.

Imposter syndromet har lettere ved at komme igennem hos mig i dag, hvis jeg bevæger mig ud i et arbejdsområde, jeg ikke kender så godt til. Men der, hvor jeg har opbygget erfaring og en naturlig selvtillid, viser det sig faktisk aldrig mere. Det er en kæmpe lettelse og gør arbejdslivet så meget sjovere at være i. 

Test dig selv: Har du tegn på imposter syndrom?

Her er tre røde flag, som er værd at holde øje med. Hvis du genkender disse, har du sandsynligvis en grad af imposter syndrom. Den gode nyhed er, at du kan gøre noget ved det, så dit arbejdsliv også bliver nemmere og sjovere.

Kan du genkende noget af det her?

1. Udskyder afleveringer
Du har en tendens til at blive ved med at gå en opgave eller et resultat igennem, som du skal aflevere. Det kan være en rapport, en analyse eller et manuskript. Selvom det er færdigt, bliver du ved med at gå igennem for fejl for liiiige at være helt sikker. Genkender du: Jeg læser den lige 1 gang til? Det kan være svært at nå hen til slutningen og få afleveret. Det bliver hele tiden udskudt. Fordi du har en frygt for at overse fejl og for feedbacken fra modtageren.

2. Fokus på tidligere fejl
Har du erindringer om små fejl, du har lavet, og som bliver ved med at dukke op i dine tanker? De føles store inde i dig, selvom omverdenen har glemt det for længst. Du er ikke selv bevidst om, at du overdriver fejlen, og du bliver ved med at huske den.Det siger noget om, hvor dybt et spor det sætter i en. Selvom der ikke var sket noget af betydning, eller det gik ud over andre.

3. Lav selvtillid og blind for egne evner
Du kender nok den indre følelse og tanker som: Kan jeg overhovedet det her? Er det jeg laver godtnok? Du ser på andre mennesker og kollegaer omkring dig og synes, de ved så meget og er så dygtig. Hele tiden sammenligner du dig med andre. Du føler dig ikke helt tryg i dig selv.
Du ser ikke realiten om dig selv og hvor god, du faktisk er.

3 ting der hjælper dig med at skrue ned for imposter syndromet: 

1. Øve dig i at lave fejl

Du skal finde en lille fejl, du har lavet, hver dag. At øve systemet i, at der ikke sker noget farligt ved det. Vi har brug for, at katastrofe-tankerne får ro på. Faktisk laver folk med imposter syndromet færre fejl end gennemsnittet. 

Øv dig i at rumme, at du laver en fejl. Målet er at lave en fejl – så når man finder en fejl, man har lavet, så siger man ’tjek’. Så er opgaven løst.

2. Lave en succesliste

Nedskriv alt det, du har gjort i livet, som du er glad for og stolt af. Stort som småt. Fra at du har malet et billede, til at du har afleveret en kandidatafhandling. Bliv ved med at opbygge din succesliste. Når du først har den og er begyndt at skrive på den, så begynder du at få det mindre dårligt med at sidde og fremhæve gode ting ved dig selv.

3. Opbyg et mere realistisk syn på dig selv og andre

… så du kommer mere i øjenhøjde med andre og ikke putter dem på en piedestal og dig selv allernederst. Man kan tro, at andre aldrig laver fejl eller er bange for at lave fejl, men de fleste mennesker kender til dette. Når man ser, at andre også kan fejle og heller ikke er perfekte, så bliver man mindre hård ved sig selv. Så man ikke ser andre som glansbilleder.

Når selvstændige har impostersyndrom …

Når jeg fornemmer, at det er impostersyndrom, som spænder ben for en af mine selvstændige klienter, så starter jeg min dialog om det med et lille smil.

Vi kan prøve at le lidt sammen af det og ikke gøre det for alvorligt. Og så snakke om, hvad fejl er, hvorfor hun undgår dem, og hvordan hun reagerer på at lave fejl. Jeg ville tale om, at det er uundgåeligt at lave fejl i sit liv uanset hvor meget, man anstrenger sig. Rigtigt meget af det, vi kaster os ud i som selvstændige er ny læring og erfaringer. 

Herefter skal vi i gang med at øve at lave fejl. Vi kan ikke gøre noget nyt perfekt første gang. Så vi kan lige så godt vænne os til det. Vi kan prøve noget af og lære af vores fejl, så vi ikke gentager dem igen og igen. 

Der er ingen, der laver det perfekte kundemøde, den perfekte præsentation, den perfekte kage første gang. 

Selvfølgelig vil jeg hjælpe folk med at komme hen til at lykkes med det, de gerne vil og har sat sig for. Men vejen derhen er oftest fyldt med erfaringer og øvelse. Ligesom ved en teaterforestilling, hvor man også øver sig rigtig meget, før man har premiere.

Skyggearbejde kan hjælpe dig med at finde dine blinde punkter

Du kan også bruge skyggearbejde, som er et af de værktøjer, jeg arbejder med, til at forstå, hvorfor det er så svært for dig at lave fejl. Du kan arbejde bevidst med, hvad der sker, hvis du gør noget forkert. 

Skyggearbejde giver dig frihed til at være et helt menneske i stedet for, at du lader dig begrænse af frygt for, hvis andre ser dig på en bestemt måde. Du kan derved få et større spillerum i livet og i din business med frihed, indre fred og accept af, at du er et helt menneske.

Når impostersyndromet langsomt begynder at slippe sit tag i os, så kan vi finde andre måder at engagere os på, som ikke dræner os, men i stedet giver glæde og overskud. Vi kan forfølge vores drømme og passion – det vi ikke kan lade være med at gøre. Og så bliver det glæden – og ikke frygten – der driver værket (og livet og arbejdet). Det gør det hele meget lettere og sjovere at være i livet! 

Kærlig hilsen